Demokrati - nær og fjern

 

Hele denne bog handler egentlig om, og givet eksempler på, hvordan det nuværende kommunale demokrati fungerer - og måske nok så meget - hvornår det ikke fungerer. En lokalbefolknings reaktion på, hvad der besluttes på et fjerntliggende rådhus eller af stat og regering.

I forhold til det omkringliggende samfunds stempling af Sydhavnen som et kvarter af ”ressourcesvage beboere”, er de indsatser samme beboere har gjort gennem de sidste 30 år et bevis på det modsatte. Ressource-styrker og viljekraft har været det gennemgående træk for alle de mennesker, der har sikret bevarelsen af de tre så karakteristiske områder. En del af disse kampe kunne have været undgået eller afgjort langt hurtigere, hvis der havde været et mere effektivt og reelt demokrati.    

Efter min mening er der ikke en nutidig og veludviklet demokratisk struktur i Danmark eller København, og jeg vil i det følgende give mine bud på en anden struktur, der kunne ændre på dette.

Hvis demokrati defineres som flertallets ret til at bestemme, melder der sig naturligvis straks det spørgsmål – hvilket flertal!?

Om nogle år vil den “naturlige” sammenhæng, der er mellem de midt-, nord- og østsjællandske kommuner, være udvidet med en del af de skånske kommuner; ikke så meget pga. “broen”, men nok så meget pga. hele det “psykologiske” skift, der er sket i samme anledning, og så de oplagte muligheder der er for kommunerne på begge sider Sundet for at udnytte hinandens ressourcer. Derfor er den kunstige opdeling i 2 regioner tværs gennem hovedstadsområdet, som blev gennemført ved den sidste kommunalreform sandsynligvis (og forhåbentlig) kun en midlertidig, tåbelig opdeling.

Med andre ord bliver presset for mere overordnet planlægning og samarbejde større. Derfor mener jeg, det er meget nødvendigt at arbejde hen imod de mange små selvstyrende enheder i overskuelige størrelse, befolkningsmæssigt og geografisk set samtidig med, at vi får et overordnet valgt organ, en Øresundsregional regering. Begge dele bundet til de tætbefolkede områder.

I de forrige ca. 100 år har det været legitimt og til tider almindeligt at kræve, at “goderne” i samfundet skal være ligeligt fordelt. At “de stærkeste skuldre bærer den største byrde” og at alle har et “socialt ansvar”. Det var i nogle årtier også gængs at arbejde for større og større offentlig kontrol og drift af almennyttige foretagender og nødvendige virksomheder. De sidste 25 år har udviklingen gået den anden vej og i dag er det “privatisering” og “udlicitering” der er på mode.

For mig er det lidt den samme diskussion om “stort” og “småt” – “effektivitet” kontra “indflydelse” og overskuelighed.

 

Skal jeg prøve at konkretisere, hvad jeg så vil definere som “nært” og væsentlig, at vi har direkte indflydelse på via lokaldemokratiske “bestyrelser” og mulighed for bestemmende “borgermøder”, er det følgende:

   Alt lige uden for ens hjem – gaden, vejen, stien, opgangen, pladsen, haven, “naboerne”

   Dagliglivets institutioner og forretninger – vuggestuen, fritidshjemmet, skolen, indkøbsstederne, busstoppestederne, fortovene, lokalvejene, lege- opholdsarealerne, lokalbiblioteket, lægehusene og sygeplejeklinikken

   “væsenerne” der passer området og dets beboere – hjemmeplejen, gadevedligeholdelsen, renovationen, belysningen, varmeforsyningen, postbuddet og lokalkulturen

I dag findes der forskellige udgaver af demokrati på alle disse områder. Nogle er nære, som f.eks. en boligforening eller institutionsbestyrelse, nogle er fjerne, som f.eks. elselskabet eller vejvæsenet, nogle er private, som f.eks. en ejerlejlighedsforening eller busselskabet, og nogle er offentlige som biblioteket eller sygeplejeklinikken

 Derfor er der også rige muligheder for splid og modsatrettede interesser i dette. I det lokale demokrati bør der derfor vælges en bestyrelse til at forsøge at forene og forlige alle disse modsatrettede interesser og sikre de fælles – eller i hvert fald flertallets interesser, med udstrakt forpligtigelse til mindretalsbeskyttelse.

Som modstykke til dette meget nære demokrati, skulle der så vælges en “bestyrelse” for det fælleskommunale samt dannes en stor regional forsamling med deltagelse af samtlige de lokale “bestyrelser”. Det sidste for at sikre at “alle” små enheder kunne blive hørt i det store fælles organ – “Regionsrådet” og dets forretningsudvalg, som altså skulle være direkte valgte folk. Dette valg skulle som i dag foregå samtidig med de lokale valg, som kommunal- og regionsrådsvalgene.

I denne regionsforsamling lagde man retningslinjerne for alle de overordnede virksomheder og planlægningsstrategier, samt forhandlede med regering, naboregioner/amter, andre lande og EU.

Kort sagt ville det bære præg af en ny “delstat”, som ville have sammenhæng med de tætbefolkede områder på Sjælland og i Skåne.

Denne enhed skulle først og fremmest sikre en ligelig og ensartet offentlig service, en effektiv offentlig transport, og sikring af de naturlige ressourcer og naturværdier samt beskyttelse af mindretal og alle former for særforsorg og regionsdækkende kulturtilbud - kort sagt slå en pæl igennem særinteresser og lokalt fnidderfnadder.

I et afbalanceret yin og yang forhold mellem de mange lokalbestyrelser og det overordnede ville disse to størrelser ideelt set forhindre hinanden i at “løbe løbsk” og få ubehagelig (over)magt.

For befolkningerne skulle det medføre en mulighed for overskuelighed i magtforholdene, og en meget direkte indflydelse på deres lokalområde samt en enkelt overordnet instans, hvor kendskabet til såvel politikerne som administrationen var mulig.

Den lokale sammenhæng og overskuelighed, skulle også muliggøre en fælles ansvarlighed for det lokale liv, at det helt reelt og uden ydre indblanding var op til den lokale befolknings flertal, og deres lokalvalgte råd, at bestemme over alle de nære ting skulle gerne øge den (lokal)politiske interesse og medvirken til løsninger af opgaver. Hvis “staben” af lokalt ansatte i institutioner og al øvrig offentlig drift var lokalt styret og en del af samme “system” kunne arbejdsopgaverne også fordeles anderledes og i større sammenhæng og fleksibilitet. Man kunne som offentlig ansat have mange forskelligartede opgaver og de kunne ændre sig efter egne eller andres ønsker, eller begge dele i forening. F.eks. kunne der være et godt korps af “budbringere”, som ikke bare bragte post, men også varer og information ud, bragte beskeder og varer med tilbage. Underrettede rette vedkommende, hvis der var opstået sygdom eller anden ulykke for en ensom beboer, der muligvis ikke havde andre kontakter. Dette “korps” kunne være de samme mennesker, der i andre perioder var administrativt eller andet fastsiddende personale i de nuværende socialcentre eller postkontor.  Eller pædagogen der trængte til en “pause” fra børn, hjemmehjælperen der trængte til en pause fra de syge og svage.

For tiden er der i Københavns Kommune igen tendens til flere sammenlægninger, og centraliseringer af administrationen og styringen af de kommunale opgaver. Bydelsrådets afløser blev igen et udpeget råd med en blanding af politikere og engagerede borgere fra kvarterets institutioner og boligforeninger. Igen fik de kun høringsrettigheder til kommunale anliggende, selvom de nu også har fået det meget vigtige område med, der hedder fysisk planlægning, som vi savnede så meget under Bydelsrådsforsøgene. De kan nu være med til at foreslå lokale forandringer på dette område, men det er stadig Borgerrepræsentationen, der bestemmer.

Så en reel lokal demokratisk ret til bestemmelse over lokale områder er stadig relevant at kæmpe for, ligesom sikringen af sociale goder og et godt opvækstliv skal komme centralt fra, så byer og bydele som Sydhavnen ikke skal blive ved med at tilhøre underDanmark.